Bangkok er storby i alle nuancer, og der er meget af den. Så hvis du søger modsætninger til den pulserende oplevelse, er der heldigvis et godt udvalg af badedestinationer ikke langt væk. Badedestinationer Hua Hin og Pattaya er bare få timers transport fra Bangkok. Her står menuen på skaldyr og strandlandskaber, og du kan slappe af under en parasol. Nær Bangkok er der intet, der hamler op med den evige sommerbrise i Hua Hin og Pattaya.
Hua Hin
Byen med de kongelige rødder ved havet, Hua Hin, er Bangkoks bedsteborgeres foretrukne weekenddestination. Her søger kongefamilien hen, når storbyen bliver for varm og fugtig. Og mange andre følger i deres spor til Hua Hin. Her kan du sove i bungalows med udsigt til havet. Check ind på prisvenlige luksushoteller med alt til den badeglade familie. Fortab dig i velværeluksus på nogle af Thailands bedste spahoteller, som ligger her i Hua Hin. Eller hengiv dig til de charmerende gæstehuse i centrum af den gamle fiskerby i Hua Hin.
Atmosfæren er tilbagelænet i Hua Hin, og det bekommer mange på familieferie og pensionister, der søger væk i længere perioder. Her slentrer du rundt i gaderne, kigger inden for i små buddhistiske templer, og spiller golf i tropiske omgivelser.
Pattaya
Hvis Hua Hin har ry for kongeligt stjernestøv, er Pattaya et Disneyland i badedragt. Bare to timers kørsel syd for Bangkok er atmosfæren intens som få steder i Thailand. Og Pattaya er kendt og berygtet for sin nattescene, der rummer masser af barer med kvindelige glædespiger. Prostitution var engang det eneste tilbud til turisterne i Pattaya. Nu har bystyret givet badebyen et kvarterløft. Vandrutschebaner, temaparker, indkøbscentre og alverdens sportsaktiviteter er inden for rækkevidde. Så i dag tiltrækker Pattaya et stort antal familier på jagt efter underholdning, badeferie og billige luksushoteller.
Transporten til – Hua Hin og Pattaya
Det er ingen sag at finde vej til Bangkoks weekenddestinationer i Pattaya og Hua Hin. Busser, minibusser og taxaer pendler i timedrift langs hver sin kyst i den thailandske bugt. Toget er faktisk også en mulighed til Hua Hin. Langsommeligt og ubekymret snegler dieseltoget af sted, men hvis du ikke skal skynde dig, er rejsen ombord et velskrevet feriekapitel i sig selv.