Inden for en radius af 100 kilometer fra storbyen Bangkok, byder naboprovinserne på nogle suveræne dagsekskursioner. Flydende markeder i maleriske landskaber, kongedømmets ruinlandskaber, forlystelsesparker, cykelture og krokodillefarme. Der er mange muligheder og dagsture.
Cykelture i Bangkok
Bangkok er bilernes by. Men som turist på cykel, kan man komme frem til de steder, hvor turistbussen ikke kører. Det er en sjov, anderledes og let svedig oplevelse for dig, der gerne vil lidt tættere på det lokale Bangkok. Ude i kanalsamfundene navigerer man næsten ligeså fermt på cykel som i båd. Bangkoks søsterby, Thonburi, bliver langt mere lokal i stemning, når du ankommer på en cykel i øjenhøjde med områdets indbyggere. Du kan stoppe undervejs ved templer og lokale markeder.
Ayutthaya – et kongedømme i ruiner
Skal du vælge bare én dagstur ud af storbyen, bør du vælge Ayutthaya. Bare 50 kilometer nord for Bangkok ligger et af Thailands flotteste ruinlandskaber ved byen Ayutthaya. Byen var tidligere hovedsæde for kongedømmet af samme navn, som UNESCO har udråbt til verdensnaturarv. Det er en stor oplevelse at se de mange halve og kvarte tempelbygninger, som har udgjort Ayutthayas arkitektoniske landskab i dets firehundrede år lange levetid.
Der findes også mange nye og intakte templer i selve provinsbyen Ayutthaya, og lidt syd for byen ligger det tidligere sommerpalads Bang Pa In. Det bedste ved Ayutthaya er næsten, at du kan arrangere at blive sejlet til eller fra byen på en af de organiserede ture, som afgår tidlig morgen fra Bangkoks hoteller hver dag, hele året rundt. Spørg dig for på hotellet, eller hop på et lokaltog fra Bangkoks hovedbanegård.
Med tog til Nakhon Pathom
Togene fra Bangkok mod Sydthailand stopper i Nakhon Pathom. Faktisk kan man skimte byens hovedattraktion, mens toget holder stille på perronen. Den 120 meter høje chedi, eller pagode, Phra Pathom Chedi rager op over hustagene i provinsbyen. Byen Nakhon Pathom går for at være en af de første bosættelser i regionen, og den blev grundlag for mere end 2.000 år siden. Så Nakhon Pathom er lidt af en pilgrimsfærd for mange thaier. Og derfor er der altid liv ved pagoden og i de omkringliggende templer. Hop på toget i Bangkok, der afgår hver time mod Vest- og Sydthailand.
Flydende markeder ved Nakhon Pathom
Du kan kombinere dit besøg i Nakhon Pathom med en udflugt til de flydende markeder mindre end en times kørsel væk herfra. Varerne bliver her fremvist i både og kanoer, som man har gjort det i århundreder i Thailand. I dag er de flydende markeder syd for Nakhon Pathom mest besøgt af turister, hvilket udbudet af varer efterhånden afspejler. Men ikke langt fra turiststrømmen ved Damnoen Saduak ligger Amphawa, der er et mere lokalt marked og derfor sjovere at se, men knapt så spændende at handle ved. Minibusser fra Bangkok afgår hver morgen fra de fleste hoteller, og det er den mest overskuelige løsning.
Chachoengsao
Pilgrimme finder konstant vej til den højt agtede Buddhastatue, der pryder Wat Sothorn. Sothorn templet er sponseret af kongehuset, og har du ikke fået en overdosis af templer i Bangkok, så skal du søge herud. Kommer du i weekenden, kan du få et charmerende indblik i et særdeles lokalt marked, som gourmet\’er valfarter til. Talat Ban Mai er godt 30 minutters sejlads fra templet. Og turen ad kanalernes rolige vand er en suveræn lokaloplevelse. Gamle huse i teaktræ og små, indtagende butikker langs kanalerne hele vejen til Ban Mai markedet.
Safari World
Hvis Bangkoks zoologiske have ikke er nok, så tag børnene med til Safari World. For i denne park findes både fastlandets og havets dyr, og idéen med parken er, at folk også skal underholdes. Så du kan komme tidligt, hvis du vil se løverne få morgenmad, eller midt på dagen for at nyde søløver, delfiner og hvaler optræde, som var de kæledyr. Det er en times kørsel nord fra downtown Bangkok, så det er en overkommelig opgave, typisk i taxa, selv for små størrelser.
Muang Boran
Den gamle by uden for Bangkok er ikke at sammenligne med Århus\’ ditto. For den gamle by i Samut Prakan godt en times kørsel syd for Bangkok er en storslået miniatureversion af det gamle Thailand. Selve parken er formet som Thailand, og den præsenterer sig nærmest som et udendørs museum, eller et legoland over Thailands historie – bare uden brug af legoklodser. Arranger dig med en taxa for hele dagen, så kan du nemlig også nemt blive fragtet rundt i den enorme arkitekturpark, Muang Boran egentlig er.
Samut Prakan Krokodillefarm
Er du først i området omkring Samut Prakan – evt. for at besøge Muang Boran – så bør du nok slå et smut forbi verdens største krokodillefarm. Mere end 100.000 diller roder rundt i bassiner, hvis de da ikke bliver hevet op for at skulle kæmpe som brydere med frygtløse mennesker. Parken er først og fremmest en underholdningsmaskine, hvor der også bydes på elefantshow og chancen for at ride på en elefant. Så det hjælper, hvis du kan lide krokodiller eller bare gerne vil underholdes lidt. Tag en taxa hertil, eller bestil en dagsudflugt fra Bangkoks hoteller – typisk får du besøget i Den Gamle By, Muang Boran, smidt oveni.