Bangkok er en pulserende storby, som byder på en unik blanding af gamle buddhistiske traditioner, livlige markeder, diverse gadekøkkener og moderne storcentre og skyskrabere. Vi har lavet en guide til de bedste seværdigheder og oplevelser i Bangkok, så du nemmere kan planlægge din rejse.
Seværdigheder i Bangkok
Hvad skal man se i Bangkok?
Er det første gang at du rejser til Bangkok? Og ved du ikke hvad du skal se og opleve? Så fortvivl ej – vi har lavet en top 10-liste over must-see seværdigheder i Bangkok.
1. Grand Palace
Besøg det imponerende Grand Palace, der tidligere har fungeret som den thailandske kongefamilies bolig. I dag bruges den til officielle begivenheder og ceremonier for kongefamilien. Inde i Grand Palace finder du også Wat Phra Kaew templet, som huser Thailands allerhelligste Buddha, Smaragd-Buddhaen.
2. Wat Arun
Wat Arun, som også går under navnet Daggryets Tempel, er et af Bangkoks bedst kendte vartegn. Templet har en fantastisk placering langs Chao Phraya-floden. Inde i templet er der Buddha-statuer i guld og smukke vægmalerier. Gå til sidst op til toppen af templet og nyd den fantastiske udsigt over byen! Det kan også anbefales at besøge templet når mørket falder på, hvor hele templet bliver lyst op.
3. Wat Pho
Wat Pho er placeret på den anden side af Chao Phraya-floden overfor Wat Arun. Wat Phos hovedattraktion er den 15 meter høje og 46 meter lange, liggende buddastatue. Ikke nok med størrelsen, så er buddhastatuen også dækket af bladguld. Endvidere er Wat Pho hjemsted for landets førende skole for thaimassage og medicin. Du har som besøgende mulighed for at få 30 minutters thaimassage mod ca. 260 bath, hvilket skulle være en helt særlig ud af kroppen oplevelse.
4. Køretur med en tuk-tuk
Noget af det første man forestiller sig når man tænker på Thailand, må være den berømte Tuk Tuk. Under dit besøg i Bangkok kan det anbefales at tage en tuk-tuk rundt i byen mindst én gang. Det er en anderledes og sjov måde at få set byen på, og særligt behagelig hvis du har ondt i fødderne efter sightseeingture.
5. Thaimassage
Er du træt efter de lange shopping- og sightseeingture? Så kan du få thaimassage ekstremt billigt, faktisk helt ned til 35 kr. Thaimassage kan dog gøre en smule ondt, men bagefter har du det fantastisk i kroppen.
6. Chinatown
Bangkoks Chinatown er en af de største i verden og det føles nærmest som om, at man står midt i Kina. Røde lanterner, gyldne drager og ulæselige kinesiske tegn pryder gaderne. Chinatown i Bangkok er særligt kendt for deres fantastiske street-food trucks og gadekøkkener.
7. Lumphini Park
Vil du gerne have en pause fra menneskemyldret, så besøg Lumphini Park! Lumphini Park er Bangkoks svar på Central Park på Manhattan i New York. Her finder du store grønne områder med søer, kringlede stier, legepladser og træer. Så slå dig ned i parken, træk vejret og brug lidt tid på at observere de mange forskellige mennesker der går forbi.
8. Et flydende madmarked
På din tur til Bangkok, bør du også opleve et af de flydende markeder, hvor varerne sælges fra båd til båd. Du sejler altså forbi de flydende boder i egen båd. Der sælges alt fra frisk frugtjuice til forskellige wokretter, sprøde ruller og meget mere. De mest populære markeder er Thaling Chan Market og Khlong Lat Mayon. Nogle af de mindre markeder er Bang Ku Wiang, Tha Kha og Damnoen Saduak.
9. Dusit Zoo
Dusit Zoo er Bangkoks ældste zoo, og blev oprindeligt grundlagt på befaling fra kongen, og fungerede i de første mange årtier som kongens private underholdningspark. I Dusit zoo lever der både aber, tigre, elefanter, kænguruer og mange flere. Dusit zoo er ikke kun en zoo, men også et dyrehospital og læringscenter.
10. The Dome på Lebua
Mange af Bangkoks skyskrabere har en bar på toppen, hvorfra du får en enestående udsigt over byen. Den nok mest kendte rooftop-bar i Thailand må være The Dome på hotellet Lebau. Hvis du har set “Tømmermænd i Thailand”, har du garanteret også set The Dome. Det er nemlig på grund af denne film at rooftop-baren er blevet så besøgt. En af deres drinks er endda inspireret af filmen, og det er drinken The Mixologist, der består af grøn te likør, æble juice, martini, rosmarin og honning.