Intet er så dyrt, at det ikke stadig er billigere end derhjemme. Så der er brug for spenderbukserne, når du kaster dig ud i indkøbsmekkaet Bangkok. I gadeniveau findes ofte en hulens masse gode efterligninger, der også går under navnet kopivarer. Her er et utal af stormagasiner, hvor lokale designere gemmer på kreative elementer til at udsmykke hjemmet. Mah Boon Krong er det ukronede folkelige indkøbsparadis, hvor billige jeans, sko, visitkort og udstyr til mobiltelefoner lokker. Mens det er mere eksklusivt og smart præsenteret i stormagasiner som Siam Paragon, Siam Center og Emporium. Og Weekendmarkedet er en gave til dig med hang til gigantiske loppemarkeder.
I Bangkok er områderne fra floden og vestover mod Siam Square kendt som downtown. Her ligger hovedsæder for banker, forsikringsselskaber og rederier. Og her er kapitlet om indkøbsmuligheder i Bangkok længst. Langs Silom Road åbner små interimistiske gadebutikker op, når solen går ned. I Patpong er der festivalstemning og barer med letpåklædte piger. Og fra gadeniveau til 10. sals højde er Siam Square belæsset med forretninger. Velkommen til shoppingcentrum.