Lige syd for Grand Palace på Kongeøen Rattanakosin ligger byens ældste buddhistiske universitet, Wat Pho, der rummer flere tempelbygninger. Her skuer den 43 meter liggende Buddha blidt, næsten fraværende mod tilbedere og besøgende. På Wat Pho er der højt til loftet, så du hører konstant genklangen af mønter, der kastes i 108 små metalskåle i håbet om et langt og rigt liv. Når du er færdig i hovedtemplet, begiver du dig mellem statuer og mytologiske figurer, forbi 99 pagodespir og pavilloner. Og bagest i tempelgrundens østlige side ligger en massageskole, hvor du får løsnet trætte muskler og jetlag for en halvtredser.
Område: Kongeøen Rattanakosin Oplevelser: Templer